God hverdag: Derfor gør et kæledyr dig gladere

kvinde med hund
kat

Derfor gør et kæledyr dig gladere

Hvis du har prøvet at komme lidt trist hjem, så er den bedste kur en glad pelsklædt ven, der byder dig velkommen med kærlighed. Hunden er menneskets bedste ven, og vi har udviklet os sideløbende ikke kun med hunden, men med forskellige husdyr og kæledyr.

Kæledyr er en stor del af mange danskeres liv, og studier har faktisk vist, at vi bliver gladere, når vi har et kæledyr.

Kæledyr kan være en stor støtte

En undersøgelse fra Epinion for Dyrenes Beskyttelse har vist, at hele 85% af kæledyrsejere bliver gladere, når de omgås deres kæledyr. Udover at blive glade, så føler de adspurgte i undersøgelsen sig støttede af deres dyreven, når de har været stressede eller kede af det.

Når du plejer, aktiverer eller hygger med et kæledyr, så er det både afslappende og tvinger dig til at være i nuet. Det kan i vores samtid, hvor der er fuld fart over feltet, være tiltrængt med et mentalt break, hvor du kan være afslappet og nyde din tid.

Oplev verden med din bedste ven

Et kæledyr kan være en fantastisk måde at blive aktiveret på. Når du vælter ind ad døren træt og brugt efter en lang arbejdsdag, så kræver den nemlig opmærksomhed. Og det kan have en positiv effekt på din fysiske og mentale velvære.

Med en hund, der skal luftes, får du god motion, og det kan være stimulerende at udfordre din bedste ven med aktivitetsspil. En kælen kat, der spinder og ruller sig sammen op ad dig, kan give et dejligt nærvær, når dagen har været ekstra hård.

Du ender derfor ikke foran fjernsynet med det samme, hvis dit kæledyr kalder på opmærksomhed.

hun løber

Kæledyr som del af behandling

Fordi kæledyr har så positiv en virkning på mennesker, har man indenfor psykiatrien arbejdet med kæledyr som en hjælp til mennesker med psykiske lidelser.

Det kan give ro til dem, der har angst og svært ved at sove, hvis de ved, at de har en opmærksom ven lige ved siden af dem. Det kan også få mennesker, der ikke har lyst til at bevæge sig ud for en dør, til at komme afsted, fordi hunden står og tripper for en god gåtur. Kæledyr giver glæde og nærvær til dem, de holder af.